Kvantitative/kvalitative empiri

Hvilke fordelagtige konsekvenser har undersøgelsen? 

Målet for undersøgelsen: Med casen har vi oplevet at der er mange forskellige holdninger til, hvordan man vil handle på situationer, hvor børn selvstimulerer og hvordan man griber situationerne an. Vi frygter at det, at der er flere forskellige tilgange, kan have negative konsekvenser for barnet. Vi håber med spørgeskemaet, at det vil være med til at sætte gang i refleksioner, overvejelser og gode diskussioner, for at få lavet handleplaner for lignende situationer 

Da vi har valgt at have fokus på pædagogernes holdninger og handlemåder ift. casen giver det mening at vælge at bruge den kvalitative metode, derfor har vi valgt ikke at bruge den kvantitative metode.  

Med den kvalitative metode har vi mulighed for at spørge: barnet, forældrene og personalet. 

Vi vælger ikke at interviewe barnet, da vi ikke mener det er etisk forsvarligt, for os at gøre, da den fornødne faglighed ikke er en del af vores faglighed. Da vi ikke ved, hvad der ligger til grund for barnets handlinger, frygter vi at vi kan åbne op for problematikker, der kan ligge uden for vores faglighed. 

Vi vælger i stedet at interviewe pædagogerne, da vi tænker, at pædagog/forældre -samarbejdet er vigtigt, da pædagogerne har den fornødne relation til forældre, som gør at de kan tale om et måske tabubelagt emne, som ville være svært at få en konstruktiv samtale om, som udefrakommende. 

Pædagogerne har derudover også en professionel funderet etik, som man ikke kan forvente at forældrene har. Vi kan med andre ord ikke forudsige, hvordan forældrene vil reagere på at få at vide, at barnet selvstimulerer. Vi forventer af det pædagogisk personale, at der f.eks. ikke sker en fordømmelse eller at de får barnet til at føle sig forkert. 

Ved at vælge den kvalitative undersøgelse får vi data på hvad det pædagogiskes personales meninger om emnet er og understøtter den føromtalte refleksion, dermed tager vi Brinkmanns tanker om ikke at efterlade de adspurgte dårligere stillede end før, da de får mulighed for at komme frem til en handleplan, som vil være til gavn for børn.

Etiske overvejelser

Case - Etiske dilemmaer 

William på 4 går i børnehave. Det pædagogiske personale oplever til tider at William har problemer med de sociale interaktioner. Det virker som om at han tit går i sin egen verden og er svær at komme i kontakt med. William er ofte i en tilstand af low arousal og det pædagogiske personale er nødt til at “vække” ham før man kan komme i kontakt med ham. 

William er begyndt inden for de sidste par måneder at onanere. William gør det ikke kun når han er alene, han gør det stort set i alle situationer og sammenhænge i løbet af hans dagligdag i børnehaven. William gnubber sig op af genstande og han kan finde på at onanere når han sider ved det pædagogiske personale.  Det pædagogiske personale oplever især i situationerne hvor William onanere, at han er i sin helt egen verden og det ser ud som om, at han ikke onanere for at få opmærksomhed. Han har svært ved at udsætte sine behov. 

Williams adfærd i forhold til hans onani bringer det pædagogiske personale i en lang række etiske dilemmaer: 

Hvorfor er det at William har brug for at onanere i den grad, han gør det? Er det rent faktisk et råb fra William om at blive set og hørt af de andre børn i børnehaven? Skal det pædagogiske personale være mere opmærksomme på at fremhæve William i en positiv sammenhæng for at gøre ham mere attraktiv for de andre børn. Vi tænker ikke at hans onani og den tilstand han kommer i, gør ham særlig attraktiv for de andre børn. Hvis det er fordi han mangler stimuli, så kan man sætte pædagogiske aktiviteter i gang, som kunne stimulere hans sanser evt. massage eller et motorikforløb. 

Os som gruppe, kan være bange for at William ekskluderer sig selv fra de andre børns fællesskaber ved hans adfærd. Det er problematisk for det pædagogiske personale på den ene side at anerkende Williams lyst og følelser, og på den anden side bede ham om at stoppe det og vente til han kommer hjem, med fare for at gøre ham forkert - og kan man bede ham om at vente til han kommer hjem, hvis det er så stort et behov for ham? 

Der er en pædagogisk udfordring. Skal/kan man aflede eller forebygge?  Hvis man henviser til, at han kan gøre det et andet sted i børnehaven, kommer vi så til at opfordre ham til at ekskludere sig selv, eller vil det på længere sigt gavne hans deltagelse i fællesskabet? Det pædagogiske personale overvejer om det er hensigtsmæssigt for William at han onanerer i det offentlige rum i institutionen. William er ikke selv i stand til at se konsekvenserne af hans handlinger. Det pædagogiske personale overvejer, om der skal indkaldes til møde med Williams forældre hvor de vil informere dem om situationen, eller om en garderobesnak er nok til at starte med. Er det okay at tage den snak i garderoben, rent etisk? For hvis man indkalder til møde, kan snakken blive blæst op til et kæmpe problem. 

//Anne Mette, Lone, Nabila, Carsten, Casper og Thomas