Blogopgave del 4

4. 4. Eksperiment 

Som handlemuligheder vil vi blive bedre til at forudse de typiske konflikter og lave regler eller retningslinjer for leg evt. som aktiviteter sammen med børnene. Vi vil være konkrete overfor børnene og overfor hinanden i personalegruppen. Sætte struktur på dagen; hvem gør hvad. Sørge for at få talt sammen om hvad der er vigtig at nå og hvad der kan gemmes til evt. en anden dag. Vi synes det er vigtigt at inddrage børnene i de praktiske gøremål og på den måde gøre det til pædagogiske tiltag, hvor vi udvikler børnenes ansvarsfølelse i forhold til fællesskabet og at ting ikke sker af sig selv; skraldet skal i den store skraldespand, borde skal tørres af, rulleborde skal dækkes osv. Det styrker deres oplevelse af sammenhæng. Derudover understøtter det arbejdet med de seks læreplanstemaer, som institutioner i Aarhus kommune er underlagt. Læreplanstemaerne er: 

• Alsidig personlig udvikling.
• Sociale kompetence.
• Sprog.
• Krop og bevægelse.
• Natur og naturfænomener
• Kulturelle udtryksformer og værdier.

//Lone, Anne Mette og Thomas

Blogopgave del. 3

3. Begrebsdannelse (Kolbs læringscyklus)

Noget af det vi oplever, når bliver presset på tid og resurser, er at vi bliver mere diktatoriske (Spatel: Opdragelsesstile) og styrende (Ida Schwartz: De 4 magtformer). Vi går fra en autoritativ stil over til den autoritære stil i vores måde at være overfor børnene og kollegaer. Dette medfører at vi ikke får set det enkelte barn og dets “dagsform” og handlet derefter. Vi har en tendens til at bruge mere direkte magt i de pædagogiske processer, når vi har færre hænder, og vi uddelegerer opgaver i stedet for at inddrage børnene og kollegaerne.

//Anne Mette, Lone, Thomas

Blogopgave del. 2

2. 2. Eftertænksomhed (Kolbs læringscyklus)
   
   

Vi oplever i vores praksis at der i perioder, af forskellige grunde, er mangel på personale. I den ideelle verden, hvor der ikke er pludselig sygdom, langtidssygemeldinger, kurser, møder, ferie, barnets første sygedag osv., er normeringen ofte på kanten til at være god nok. Uforudset fravær som f.eks. sygemeldinger om morgenen oveni planlagt fravær med tilkaldte vikarer, gør at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, da det ikke altid er til at finde yderligere vikarer til at dække ind for manglende personale.  

Dette kan medføre en praksis hvor man ikke kommer i dybden med konflikter i børnegruppen, ikke “ser” de stille børn, ikke kan gå i dybden med pædagogiske aktiviteter, som kræver en nærværende voksen, f.eks. perler, sy, klippe/klistre, læse osv. En form for “overfladepædagogik “. Vi ser at nogle børn bliver tabt fordi der bare ikke er tid nok til at yde individuelle hensyn til det enkelte barn. 

// Lone, Anne Mette, Thomas

Gruppeblogarbejde

1. 1. Erfaring (Kolbs læringscyklus)
   
   

Dilemmaet for os består i, at vi synes vi skal være “mere” på gulvet og gå i dybden med pædagogikken, men er nødt til at få det bedste ud af de rammer og ressourcer vi har. I en travl hverdag, står vi overfor en slags “overfladepædagogik”, hvor vi slukker “ildebrænde”, de stille børn bliver “overladt” til sig selv og de børn der har brug for ekstra omsorg bliver forsømt. 

// Lone, Anne Mette og Thomas

Ugens debatoplæg

Jeg vil forsøge at lægge op til en debat omkring vores besøg på Håbets Allé.
Under vores besøg, kunne jeg ikke undgå at tænke, at hele ideen om Håbets Allé blev sat lidt rosenrødt op. Stedet har eksisteret i 2,5 år, tilsyneladende uden større problemer. Der er to regler på Håbets Allé, man må ikke sove der og man må ikke indtage rusmidler.

Hvad gør Håbets Allé unik?

Hvem hjælper de? Hjælper de brugerne her og nu, eller får brugerne nogle værktøjer som kan hjælpe dem i fremtiden, udenfor Håbets Allé.

Hvad tilbyder Håbets Allé brugerne, som ikke allerede findes i eksisterende tilbud i byen?

Håbets Allé dokumentere ingenting og dette kan måske være en udløsende faktor på at de ikke længere kan modtage støtte til projektet, da de ikke kan vise effekten af deres arbejde og nu er lukningstruet.

For meget eller for lidt dokumentation?

Håber dette kan sætte gang i debatten på torsdag

Spejling

Spejling

Spejling er en terapeutisk metode, der er udviklet af psykolog Lars Rasborg. Metoden er tiltænkt svigtede børn, hvor andre metoder ikke virker. Det har siden vist sig, at metoden er god til alle børn. Rasborg blev, efter at have arbejdet i en børnehave, nysgerrig på, hvorfor andre typer adfærdsregulerende metoder ikke virkede på nogle børn.

Hvad er spejling?
1. En spejling er en beskrivelse af, hvad barnet måske tænker og føler, og af, hvordan det måske kan forståes. En spejling indeholder ikke noget om, hvad den voksne tænker, føler eller gerne vil have barnet til at gøre.
2. Spejlingen er en formodning: "Måske tænker du...", for vi kan hverken se tanker og følelser, eller se hvordan de kan forståes.
3. Spejlingen er et udsagn, aldrig et spørgsmål. Derved kræver den ikke et svar af barnet.
4. Barnet kan gøre, hvad det vil med spejlingen: lytte til den, holde sig for ørene, lave lyde, kommentere m.m.

Spejlingen kan deles op i simpel og beriget spejling. Simpel spejling er der hvor man som den professionelle part spejler den anden part med dennes egne ord tuden tolkning. Som professionel har man en vis magt, da man spejler det, som man umiddelbart tillægger betydning. Ved beriget spejling bruger man andre ord og vendinger, for at komme tættere på (eller forklare) den anden budskab. Her tolker og bearbejder man de ord, der er blevet sagt. Samtidig aflæser man på den anden reaktion, om man har tolket rigtigt og forsøger igen, hvis man har "gættet" forkert.

Hvad er jeg-støtte?

1. Jeg-støtte består i sin grundform i skridt for skridt at guide barnet gemmen et handlingsforløb ved at være tæt på barnet og give det små, enkle anvisninger uden forklaringer.
2. Anvisningerne bør indeholde så små krav, at det må kunne forventes, at barnet kan indfri dem.
3. Den voksne tager ansvar for, at det går godt, og giver, hvis det alligevel ikke går godt, en ny og bedre støtte.
4. Varianter af jeg-støtte kan være at sænke kravene til barnet, hjælpe det mere og at gøre situationen mere overskuelig.

Jegs-tøtten kan bruges efter spejlingen, hvis barnet har brug for yderligere hjælp til at komme videre. Via guidning kan man hjælpe det videre og vise, at man kan rumme de følelser, barnet har.

Direkte og inddirekte spejling
Fra praksis har vi erfaring med begreberne direkte og inddirekte spejling. Direkte spejling er hvor den voksne spejler barnet og er overordnet det samme som simpel og beriget spejling. Inddirekte spejling er hvor to voksne overfor hinanden forsøger, at spejle de følelser barnet kunne have, ved at lægge det over på dem selv. Et eksempel på dette kunne være: "Kender du det med, at man kan blive så gal, at man ikke kan lade være med at græde og slå". Inddirekte spejling kan benyttes af både det pædagogiske personale, af forældre og i et samarbejde mellem disse. Der hvor inddirekte spejling kan være godt at benytte, er når et barn er svært at nå ind til, enten på grund af vrede, indelukkethed eller voldsom gråd. En anden vinkel på denne type spejling er, at barnet lærer, at det ikke er alene om at have visse følelser og reaktioner og at det også er noget de voksne kender til.

Hvad er holding?
Holding er også en metode som den professionelle kan anvende, hvis andre metoder ikke virker. Det kortsigtede mål med holding er at skabe kontakt til et barn, der generelt undviger nærkontakt. Det langsigtede mål er, at hjælpe barnet til en tryg tilknytning til de nærmeste voksne. Holding-begrebet kommer fra den britiske læge og psykoanalytiker Winnicott (1896-1971). Han kiggede på kontakten mellem mor og spædbarn, hvor moderen holder på barnet, og når barnet er uroligt og kan tænkes at føle, at det er 'ved at falde fra hinanden' eller 'gå i opløsning', så samler hun det med sin 'holden om det'. Barnet mærker den voksnes ro og kropsignaler, og ved spejlingen her, finder barnet ro. Metoden er god til dem som har oplevet tilknytningsforstyrelser, og derfor ikke har tiltro til nærkontakt med andre (herunder bl.a adoptivbørn).

Kram og kropskontakt udløser hormonet Oxytocin, som skaber et bånd mellem mennesker. Dette er vigtigt at opbygge så tidligt som muligt.

Smarte tekstiler?

Jeg var idag til et omlæg om fremtidens tøj, hvor jeg fik indblik i, hvad vores tøj kan gøre i fremtiden og nu.
På standen var der forskellige prøver på, hvad vores tøj kan i dag. Vandarbsorberende, varmeregulerende, LED tøj var blandt andet noget af det der var ved at komme frem. Med et lille batteri, kan vores tøj varme vores krop op hvis vi fryser. Hvis vi går udenfor i mørket, lyder vores tøj op, så vi kan blive set i mørket. Vi kan spilde på vores tøj uden at få pletter. Umiddelbart lyder det rigtig godt, men hvis jeg skal se på det med faglige øjne og med børn i fokus, mener jeg at der kan være grund til diskussion.
Ifølge sundhedsplejerske.dk kan børn lære at regulere varme og kulde, når de er 2-3 år. I integreret institution, hjælper vi barnet med at læse de signaler kroppen sender, når den bliver kold eller varm. De signaler er med til at udvikle barnets kompetencer og gøre dem mere kropsbevidste. Giver vi børn varmeregulerende tøj på, er vi så med til at fratage en del af deres selvudvikling? Hvilke børn får vi, hvis de ikke lære at mærke efter de tegn kroppen sender? Når vi dertil, hvor at barnets garderobe skal have plads til sko og tøj, men også oplader til tøjet?
Jeg kan også se det smarte i fremtidens tøj. LED tøj hjælper barnet og forældrene med at blive set i trafikken om morgenen eller eftermiddagen. LED tøjet tænder automatisk når at der er mørkt og dermed bliver barnet opmærksom og undrende på hvorfor tøjet lyser. Så får vi mulighed for at sætte ord på for barnet og forklare hvorfor tøjet lyser og vigtigheden af at blive set i trafikken. På min arbejdsplads bruger vi veste med reflekser i, når vi tager på tur. Da det er reflekser vi har på, kræver det en lyskilde på vesten for at blive set, hvorimod LED tøjet kan ses uden.
På standen var der også prøver på NANO behandlet tøj, dvs. tøj man kan spilde diverse på, uden at der kommer pletter.
Man kan argumentere for at der skal pletter på tøjet og skidt på fingrene i hverdagen. Pletter på tøj og fingre, kan fortælle en historie. Det kan give forældre anledning til at spørge ind til barnets dag og barnet for mulighed for at sætte ord på sine egene oplevelser gennem dagen, hvilket igen er en kompetenceudvikling. Jeg mener ikke, at børn nødvendigvis skal være beskidte for at have haft en god dag, men vi skal vise børn at der ikke ligger en fare i at blive snavset.

Vi har fået til opgave at finde det upåagtede og det påagtede i vores hverdag. Jeg vil finde lidt eksempler, fra min egen arbejdsplads (dagtilbud) og fra min praktik som er et aktivitetstilbud for udviklingshæmmede.

Når vi snakker om påagtet og upåagtet, er det ikke ens for os alle. Noget som virker upåagtet for nogen, kan virke upåagtet for andre. Men det er vigtigt at vi har begge med i tankerne, når vi er i vores praksis.

Jeg vil komme med et eksempel fra dagilbud på det upåagtede:

I børnehaven jeg arbejder i, har været stueopdelt. En sidder jeg nede på gulvet på stuen, mens børnene leger rundt omkring mig. Jeg er ikke direkte med i børnenes aktivitet, men sidder bare med mine ben strækket. Jeg får en snak med en pædagog, om hvorvidt der er pædagogik involveret i det jeg gør, eller ej. I det jeg sætter mig ned, er der måske ikke, men efter noget tid begynder børnene, at bruge mine ben som forhindring til at hoppe over.

Der kan også være det upåagtet i det påagtet. Hvis jeg sætter en pædagogisk overvejet aktivitet i gang, kan der opstå upåagtet faglighed i aktiviteten. Det kan være at aktiviteten er at børnene skal kigge i et spejl og male sig selv. Det er det påagtede, det upåagtede kan være når børnene skal ud at vaske hænder, eller det der opstår mellem børnene, efter aktiviteten.

Nu vil jeg komme med et eksempel på det påagtet og det upåagtet:

En pædagog, jeg arbejder sammen med, satte sig ned med to brugere, som ville lære at hækle. Jeg gik med i det, da det var to brugere som jeg kunne få styrket min relation til. Brugerne og mig, sidder sammen om noget, vi alle er helt nye til. Pædagogen hjælper én af gangen, så jeg er hele tiden med en bruger som ikke får hjælp. Det giver mig muligheden for at arbejde med relationen. Vi sidder sammen hele formiddagen og ender ud med en hækle succes.

Det upåagtet kommer fra samme aktivitet. Efter aktiviteten går vi alle ned i cafeteriet for at spise. Jeg bliver spurgt af de to brugere, om jeg vil med ned og spise med dem, hvilket jeg takker ja til. Da vi sidder og spiser, snakker jeg med den ene bruger, omkring hendes arbejdsopgaver i køkkenet. Hun fortæller at der er startet ny personale i køkkenet og at hun er bange for at hendes opgaver i køkkenet, vil blive overtaget af den nye. Jeg tager en snak med hende, hvor jeg lytter til hendes bekymringer og jeg foreslår om vi skulle tage en snak med den ansvarlige i køkkenet og brugerens kontaktpædagog. Hun synes det lyder som en god ide og vi arrangere et lille møde hvor vi får snakket om hendes bekymringer og brugeren får forklaret at der altid vil være opgaver til hende i køkkenet. For mig er dette, det upåagtede af den aktivitet vi har været sammen om, om formiddagen.

På min arbejdsplads, har vi en del fokus på det upåagtede i vores arbejde. De daglige gøremål, vi som pædagoger har, så som at tømme skrald, lave rulleborde, feje mm. er det vigtigt vi tager børnene med i, da det er med til at udvikle dem.