Jeg vil forsøge at lægge op til en debat omkring vores besøg på Håbets Allé.
Under vores besøg, kunne jeg ikke undgå at tænke, at hele ideen om Håbets Allé blev sat lidt rosenrødt op. Stedet har eksisteret i 2,5 år, tilsyneladende uden større problemer. Der er to regler på Håbets Allé, man må ikke sove der og man må ikke indtage rusmidler.
Hvad gør Håbets Allé unik?
Hvem hjælper de? Hjælper de brugerne her og nu, eller får brugerne nogle værktøjer som kan hjælpe dem i fremtiden, udenfor Håbets Allé.
Hvad tilbyder Håbets Allé brugerne, som ikke allerede findes i eksisterende tilbud i byen?
Håbets Allé dokumentere ingenting og dette kan måske være en udløsende faktor på at de ikke længere kan modtage støtte til projektet, da de ikke kan vise effekten af deres arbejde og nu er lukningstruet.
For meget eller for lidt dokumentation?
Håber dette kan sætte gang i debatten på torsdag
Godt oplæg.
SvarSletUnder vores besøg, tænkte jeg også lidt over problematikken i den manglende dokumentation. På den ene side, tænker jeg at de nlsten beder om at blive lukket ned, ved at nægte at dokumentere. På den anden side, kan jeg godt se vigtigheden i at stå imod og tage kampen mod systemet, som truer vores faglighed, ved at kræve at alt skal kunne måles, vejes og kontinuerligt effektiviseres; vi arbejder med mennesker og i dette tilfælde stærkt udsatte mennesker. Et pædagogisk arbejde kan ikke sættes i en formel og effektiviseres.
Jeg reflekterede også lidt over deres tilgang til "de frivillige". Jeg kan slet ikke få armene ned over deres tilgang til dem som mennesker, de ser dem ikke som diagnoser, men insistere på at møde dem ud fra (for mig at se) Løgstrups suveræne livsytringer. Deres arbejde med dem tager udgangspunkt i Husens idé om det fælles tredje og det er inspirerende, at høre deres succeshistorier. Jeg tænker at den tilgang ikke er unik, men den samme mangel på dokumentation, som jeg ser problemer i, er nok også det der er unik ved stedet i positiv forstand. Mange af dem der kommer på Håbets Allé har systemet tabt og for dem er Håbets Allé nok den eneste/sidste mulighed for at tage ét skridt tilbage mod livet.
I'm rambling... Håber det gav lidt mening😉
Du udfordre mig nu Hjort:-)
SvarSletMeget ærligt, så var jeg udfordret under besøget på Håbets Allé - Nok ikke til stor overraskelse for nogen:-)
For mig at se, så er dokumentation en nødvendighed i det offentlige - Også i tilbud hvor systemet har tabt den enkelte.
Vi kan være MEGET enige om at vi specielt i social/special samt dagtilbud dokumentere ALT for meget, men slet ingen dokumentation er for mig både faglig og personligt forkert.
Dagcentret Håbets Allé tilbyder for mig ikke tilstrækkeligt, det kan lyde voldsomt. Men hermed ment f.eks.
- Hvor er forventningen?
- Hvor er opfølgningen?
- Hvor er den "neutrale" handleplan?
Vi kan være enige om at de udsatte unge mennesker der benytter dette tilbud, måske ikke ønsker en registrering, eller en forventning, eller en handleplan - Men er det hensigtsmæssigt?
Jeg hæfter mig ved noget Carsten skriver omkring ikke at se unge udsatte mennesker som diagnoser. Siden jeg startede mit virke indenfor socialområdet som omsorgsmedhjælper, har jeg anset mennesker for at være mennesker - Dette ønsker jeg stadig at gøre i fremtiden, også som faglært. Hvem er det der ser dem som diagnoser? Systemet? Vi er enige om at vi som fagpersoner ser diagnoserne og forholder os til disse, men vi skulle da helst se det hele mennesket først.
Spændende tema!
SvarSletJeg hæftede mig ved et par udtalelser Rasmus (var det ikke det han hed?) kom med under vores besøg:
"Vi vasker samfundslagene ud her"
"Vi arbejder med den oprindelige forståelse af ligeværdighed. To menesker der mødes..."
Meget fine perspektiver! Men som Bo vist også nævnte, er det måske kun sådan et sted som Håbets Allé, der kan det (Altså hele tingen med ikke at dokumentere og kende folks historie), da de typiske konfliktsituationer som at få folk til at stå op om morgenen, tage medicin, opfylde krav osv ikke er tilstede der...
Anita nævnte, at det ordinære pæd-studerendehold mest var optaget af, at de "var bange for målgruppen", så der er måske en stereotyp opfattelse hos nogen, der kan gøre, at de ikke møder mennesket, men adfæren og udtrykket.
Jeg forsøger i mit personlige pædagogiske arbejde (og i mit møde med andre mennesker i det hele taget) at se igennem adfæren og om bagved den. Den er kun et udtryk og en kommunikation - ikke en identitet.
- Og Unknown er altså mig, Pernille :-)
SvarSletsådan Pernille :-) Jeg giver gerne en hånd, så du kan blive kendt :-) Vinker lige til 17sm sådan for en god debat
SletSelve konceptet er super, hvis der er brugere til det.
SvarSletOg som ak var jeg også udfordret på formen og mener de burde dokumentere, men ikk så meget som vi ellers i det offentlige gør.
Jeg blev irriteret på hvor godt han syntes projektet var, men det ikke var hans opgave at søge fonde til at have projektet kørende, hvordan kan man på den ene side sige hvor godt og vigtig det er og på den anden sige det ikk mit problem.
Jeg har siden besøget forsøgt, at finde ud af hvad jeg synes om stedet. Jeg er nok kommet frem til, at hvis man ikke lægger mere i det end hvad det umiddelbart så ud til at være, så var det et fantastisk og helt unikt sted. Deres ambition var, at løse problematikken med teltet og det gjorde de. Jeg synes det er beundringsværdigt, at se et menneske som Rasmus, som brænder så meget for det han tror på og synes også, at det kræver mod, at stoppe noget som er så vigtigt for ham (og sikkert også hans chef), for ikke at gå på kompromis med egne principper.
SvarSletJeg er også af den overbevisning, at det har givet brugerne af stedet noget værdi på den ene eller den anden måde, også selvom det ikke nødvendigvis redder dem på sigt. Det har været en redning for en periode og selvom de måske falder tilbage i gamle mønstre bagefter, kan oplevelsen ikke tages fra dem.
Når det så er sagt. Jeg ville ikke selv kunne arbejde sådan et sted, af flere årsager bl.a. den manglende struktur og planlægning. Jeg synes heller ikke, at man kan komme udenom dokumentation, men den skal tilpasses målgruppen så det giver mening og ikke stjæler mere "tid på gulvet" end absolut nødvendigt.
Spændende debat.
SvarSletHåbets Alle er et helt unikt sted, hvor socialt udsatte har et fristed, om det så "bare" er for en periode i deres liv. Men jeg er enig i det som du skriver AK, dokumentation er en nødvendighed i mere eller mindre grad.
Jeg havde meget svært ved at Rasmus snakkede om håbets alle som noget helt specielt, men samtidlig var han meget stålfast på at der ikke var mere at gøre, for at bevare det og havde en ro omkring, at det var så det. Men hvis vi ser på historien om håbets alle, er det jo en smuk historie og det er måske den bedste afslutning eventyret kunne have fået.
Pernille, jeg sidder her og klapper i mine små hænder. Hvor bliver jeg bare glad når du skriver. "Adfærd er et udtryk og en kommunikation, ikke en identitet"
Konceptet omkring Håbets Allé kan jeg egentlig meget godt lide. Ingen dokumentation og begrænset kontor arbejde (eller var det intet overhovedet?) Burde være grundlag for et nærværende pædagogiskpersonale til sine brugere.
SvarSletRasmus brændte virkelig for sit arbejde og troede på konceptet. Derfor undrer det mig, at man ikke vil gå på kompromis med sine principper med at dokumentere en smule for at få lov til at kører videre.